Melodi, som til “Den blå anemone”
Hvor bøgen strækker grene
mod Østersøens bølger små,
der søgte vi så ene
en anemone blå.
“Vil du med os til klit i vest
ved havet barsk og striden blæst?
Kan du – trods fjendtlig tone –
os Øst og Vest forsone?”
Det er til dig vort ord.
Mod havet ud du kigger
og viser os, hvor sol står op,
du siger nu så sikker
med blik mod træets top:
“Jeg ved, at livet dér bag hav
er del af det, som Gud os gav.
Derfor skal alle sige:
Lad retten være lige,
hvorend på Jord vi bor!”
Du mildt og venligt siger:
“Forening gør os ene glad;
alene her jeg viger,
men lad os hjælpes ad;
en følfod står i sandet dér,
en liljelil er også her;
tre enigt vi forkynde:
Lad alle folk sig skynde
at blive ét på Jord.”
I klit i tre i vesten
nu til os retter denne bøn:
“Kom, forbered nu festen
for ret og fred så skøn.
Vi hver har samme Fader vor,
som vil forlade ondskab stor.
Stands derfor det at true
og livets leg at kue.
Vær dog vor Skaber tro!”
Svend Aage Nielsen den 13. august 1986.
Der er fire vers i sangen. Det vil sige, at efter hver niende linje begynder der et nyt vers.
I øvrigt, da Lise Munk en gang besøgte os, bad hun om, at vi skulle synge den med bemærkningen: “Den er du sluppet godt fra.”
Selvom Berlin-muren er faldet, er vi langfra nået dertil, hvor vi “alle sige: Lad retten være lige, hvorend på Jord, vi bor.” Jfr. ordene over Højesterets bygning i Washington: “Equal Justice under Law.” Lige ret under loven!